Jeg hedder Stine Marie Kamuk, født i 1980, og er uddannet socialrådgiver, ID-psykoterapeut MPF og hypnoterapeut. Jeg har i mange år arbejdet som socialrådgiver for udsatte børn/unge og deres familier, først i en familieafdeling og derefter på opholdssteder for anbragte børn og unge. For mig har mødet med det andet menneske og deres perspektiv på deres liv altid været det vigtigste. Jeg har stor erfaring i arbejdet med omsorgssvigtede og tilknytningsforstyrrede unge mennesker og deres familier og har i løbet af seks år arbejdet med de pædagogiske, psykologiske og menneskelige perspektiver, som personalegruppen kan have inden for dette felt. Samtidig er der ingen tvivl om, at det var i samtalerne med de unge, at jeg følte allermest inspiration, taknemmelighed og meningsfuldhed.

Jeg har fra en meget ung alder været optaget af, hvad der sker indeni os og i relationerne mellem mennesker. Jeg har været nysgerrig på livet, verden og universet, som omgiver os. Jeg har altid vidst, at jeg en dag ville læse psykologi eller blive psykoterapeut eller gå den mere kreative vej som designer/kunstner. Min professionelle vej blev lykkeligvis psykoterapien. Kreativitet fylder meget i mit liv. Jeg elsker at tegne, male, lave ler, kreative skøre projekter, være i naturen, læse bøger, og allervigtigst, at være sammen med mine nære relationer.

I 2018 startede jeg min klinik “PsykoTerapi og Egenkærlighed” hjemme, hvor jeg bor. www.egenkaerlighed.dk.  (mobil 41109408) I 2019 sagde jeg mit arbejde op som socialrådgiver for at beskæftige mig med terapien på fuldtid. I 2022 tog jeg uddannelsen til hypnoterapeut, hvor terapien kort fortalt foregår i en hypnotisk tilstand.

Nu er tiden endelig kommet til, at jeg har åbnet “Menneskernes Hus”. Drømmen bag Menneskernes Hus er at skabe et klinikfællesskab for terapeuter, behandlere og psykologer samt at udbyde forskellige kurser inden for psykologi, personlig udvikling og spiritualitet. En af drømmene bag projektet er at kunne tilbyde det enkelte menneske stor kvalitet og faglighed i terapien/behandlingen samt muligheden for at arbejde med forskellige terapeuter og behandlere. Kombinationen af terapi og de mere kropsorienterede behandlinger giver en mere holistisk og sammenhængende tilgang til mennesket.

Meningsfulde relationer og fællesskaber er vigtige og givende for alle. Vi kan alle føle os ensomme til tider i livet. Det kan være ensomt at være alene med sine tanker og følelser. Det kan også være ensomt at være alene med sin spiritualitet. At savne sig selv er ensomt. Det kan også være ensomt at være alene med sin faglighed og profession. Ensomheden findes i mange nuancer og forklædninger. Drømmen bag Menneskernes Hus er også at skabe meningsfulde fællesskaber gennem forskellige kurser og hold. At skabe udvikling og bevægelse, meningsfulde oplevelser og liv. Menneskernes Hus er Menneskernes Hus. Alle er velkomne.

Tusind tak fordi du læste med.

Kærlig hilsen
Stine Marie Kamuk